Børn rammet af angst

07/10 2014

I dag 7. Okober læser jeg i politikken at børn rammet af angst og/eller depression skal tilbydes bedre hjælp, og i den forbindelse vil SF foreslå ekstra penge til gruppen med "gråzonebørn". Børn der ikke er syge nok til at få hjælp i børne- og ungdomspsykiatrien, samtidig som de heller ikke kan få hjælp i kommunen fordi opgaverne ikke defineres som skal-opgaver.

I mit mangeårige virke som psykolog, først indenfor psykiatrien, så i den kommunale verden og i dag som privatpraktiserende, har jeg mødt og hjulpet, mange af børnene der har været rammet af angst.

Jeg har også oplevet som psykolog uden ydenummer, at familier fortæller de ikke har økonomi til at betale hjælpen fra en privatpraktiserende psykolog. Mit hjerte bløder. Det findes ikke noget der gør mere ondt for forældre end at se sine børn stræber i livet sit. Hjælpeløshed og fortvivlelse bliver en del af familiens daglige kamp.

I dag læser jeg også Eva Sechers Mathiasen sin udtalelse, som jeg gengiver her:

 

"Formand for Dansk Psykologforening Eva Secher Mathiasen påpeger, at presset på regionernes børne- og ungepsykiatri i dag er »unødig højt«, både fordi nogle børn, der egentlig ville kunne behandles ude i kommunerne, bliver sendt videre til psykiatrien, og fordi andre børn ikke bliver behandlet i tide, og deres tilstand derfor forværres.

»Man griber ikke tidligt nok ind, så børnene når at blive så syge, at de har et behov for en psykiatrisk indsats. Vi får også mange tilbagemeldinger fra vores medlemmer, der identificerer et behov for behandling hos et barn, men kommunerne handler ikke på psykologernes anbefaling. Man kan sammenligne det med, at en læge diagnosticerer et brækket ben, anbefaler at det kommer i gips, men så griber myndighederne ind og siger, at det bare skal gås væk,« siger hun."

Jeg husker det med gipsen var mit argument i kommunal regi når vi fik besked om at behandling af angste børn ikke var en skal-opgave.  Mine kollegaer samstemte når jeg sagde; "Ja, vi ser at benet er brækket, vi anbefaler gips, men kan desværre ikke gipse dit ben". Hvad hjælper en diagnose hvis ikke diagnosen fører til hjælpen der er brug for? Jeg mødte alligevel barnet, og prøvede at gøre en forskel i dets  liv. Jeg var den antiautoritære.

I dag som privatpraktiserende drømmer jeg om at regeringen siger; Tag dit barn med til en privatpraktiserende børnepsykolog, få hjælpen I har brug for og vi betaler regningen. Erfaringsmæssig ved jeg at det ikke tager ret mange timer før barnet kommer ud af angstens klamme hånd, og igen mestrer sit liv, samt udvikler en robusthed der forebygger psykiske vanskeligheder i voksen alder. Så, mens vi venter på at regeringen tager til fornuft, er min opfordring til forældre - søg hjælp,  selvom det måske betyder at I selv skal betale.